"Rewilding myself"
Om at finde vejen hjem til mig selv og genopdage den vilde natur i mit indre landskab
Engang var naturen vild - indtil vi tæmmede den og rettede den ud. Det er nu tydeligt for enhver, at det ikke er hensigtsmæssigt.
Åløb omlægges til deres oprindelige forløb, døde græsørkner fyldes med blomsterdiversitet og flere og flere skovarealer får lov bare at stå. Vi lader naturen finde tilbage til et mere bæredygtig og oprindeligt udgangspunkt.
Det inspirerer mig og jeg er blevet optaget af, hvordan det mon er muligt at ‘rewilde’ mit eget indre landskab?
Faret vild midt i livet
Jeg står midt i livet. Nyskilt og på mange måder på bunden af det hele. Hvordan havnede jeg her? Hvor var det jeg mistede fornemmelsen af mig selv?
Hvad gør jeg her fra?
Er det muligt at bygget mig selv op på en ny og bæredygtig måde? Fortsætte fra noget mere oprindeligt - noget der hele tiden har været der, men som jeg i mange år har arbejdet på at tæmme og ‘rette ud’?
Jeg er faret vild et sted imellem mit egos længsler efter anerkendelse og kulturens forventninger til sådan én som mig.
Jeg troede på fortællingen om parforholdet som en hellig enhed, jeg troede på at status gav mening og jeg troede på, at værdi kunne købes.
Jeg slugte kameler og blev kvalt.
Alt imens var der en lille stemme der fulgte mig. Den viskede om et andet landskab end det ydre og åbenlyse. Et indre skabende landskab, hvor reglerne er andeledes og hvor sproget ikke er skabt af ord.
Den dag jeg lyttede
En dag stoppede jeg op, vendte mig om mod mig selv og begyndte at lytte. Jeg tog skridt i en anden retning og jeg lod min krop og mine hænder arbejde - ubesværet.
Jeg skabte ting som føltes velkendte og alligevel helt nye. Jeg vendte mine egne udsagn fra “jeg er nok forkert!” til “hvad nu hvis jeg er helt rigtig?”. Fra “det kan ikke betale sig!” til “hvad nu hvis det er det eneste der har værdi?”.
Jeg giver plads til nye og mere åbne perspektiver: Hvad nu hvis det eneste vi i virkeligheden har, er det vi allerede ankommer til vores jordiske liv med? Og hvad sker der, hvis jeg slipper ideen om kunsten som en undergangsfortælling?
En udstilling
Jeg arbejder på at skabe en udstilling, hvor jeg ønsker at rejse nogle af disse spørgsmål. Jeg laver stilleben og installationer af materialer fundet i naturen. Materialer vi umiddelbart betegner som døde og ubrugelige. Jeg iscenesætter forskellige elementer der danner helheder og stiller spørgsmålene: hvad er kunst? hvad har værdi og hvad er værdi? Hvad er kultur og hvad er natur?
Jeg tilslutter mig ikke samtidskunstens fortrukne udtryk: provokationen. Jeg tror på kunstens evne til at åbne for varme hjerter og jeg tror at det skal ske stilfærdigt og med venlighed.
Det store spørgsmål, der optager mig, er, om ikke det i en global skala i virkeligheden er os mennesker, der skal rewildes? Os der skal i bedre kontakt med vores evne til at føle omsorg og empati - både for hinanden og den jord vi deler, hvis vi for alvor skal accellere et mere bæredygtigt liv på denne klode?