Lad det hele brænde ned til grunden

- om at give plads til nyt liv

En kold februardag satte jeg nøglen i døren til mit nye hjem. Bag mig lå et ægteskab, en kernefamilie og drømme, der var bristet og blevet liggende som skår på gulvet. Det hjem, jeg i de sidste ti år havde kaldt mit, det sted hvor mine børn er vokset op, var ikke længere mit.

Det var den sværste beslutning, jeg nogensinde har taget.
Men også den mest nødvendige.

Hvem er jeg nu? Midt i livet, fraskilt, med to børn der stadig har brug for, at jeg viser dem, hvordan man gør livet. På én gang begynder jeg forfra – og samtidig tager jeg udgangspunkt i noget, der hele tiden har været der. Jeg har fået en ny chance. En mulighed for at korrigere og genfinde den jeg er - inden jeg begyndte at lukke mere og mere ned for den, jeg er – i min kerne, i min natur.

I naturen taler vi om biodiversitet som et mål for, hvor mange forskellige arter der trives et sted. Men vi ved også, at det er de stærkeste, der tager over, hvis ikke noget forstyrrer balancen. Skovbrande er et godt eksempel på, hvordan mangfoldigheden øges, når lyset pludselig rammer skovbunden og giver plads til nye planter og spirende liv.

Den dag i februar traf jeg et bevidst valg: Jeg brændte mit parforhold ned til grunden. Jeg havde ikke længere noget valg. Vækstbetingelserne var ikke længere til stede. Ikke for mig.

Nu bor jeg i et lille hvidt hus med stråtag, i skovkanten, lige ved foden af de store bakker midt i Søhøjlandet. Huset minder om et andet sted jeg har boet for meget længe siden. Her er lunt og trygt.

I dagene op til indflytningen kørte jeg forbi huset flere gange. Én gang sad jeg bare i indkørslen og kiggede. Jeg ville mærke stedet. En anden gang gik jeg ind og så mig omkring i alle rum. Men det var, som om jeg ikke rigtig var til stede. Jeg gik rundt med ét eneste åndedrag i kroppen. Bevægede mig fra rum til rum, det susede i ørerne, jeg kiggede registrerende, men kunne ikke mærke min krop.

Det føltes som om jeg havde sat gang i en naturkatastrofe.

Da jeg endelig flyttede ind, havde jeg en veninde med. Jeg havde egentlig ikke lyst til, at hun skulle være der. Det føltes alt for sårbart, for nøgent, at blive set sådan – lige her, hvor alting begynder igen.

Jeg går langsomt frem nu. Helt bogstaveligt. Hver morgen begynder jeg dagen med en gåtur. Det vækker kroppen blidt, men måske vigtigere – det skærper min evne til at mærke efter. Det hjælper mig med at træffe valg indefra og ud, i stedet for at reagere på det, der kommer udefra. I mange år har jeg levet på den måde – reageret, tilpasset mig, lukket af. Nu øver jeg mig i at leve anderledes. Langsommere. Mere bevidst. Tættere på den, jeg er i min natur.

#rewilding