At træde nye stier

At vide hvor jeg kommer fra og at gå med tillid uden at kende destinationen.

Der hvor jeg kommer fra kører vi på midten af vejen. Vi møder op, stempler ind og får tingene til at glide, vi er effektive og får noget fra hånden og noget ud af dagen. Vi sidder pænt på Wegner stole, rydder op efter os og siger altid ‘tak’ og sjældent ‘nej’. Vi kender etiketten og vi sørger for den gode stemning.

Hemmeligheder og længsler beskæftiger vi os ikke med. Vi taler i hvert fald ikke om dem - og sprækkerne i livet fyldes med flow tv. Ingen lægger mærke til os - vi genkender knap nok os selv og forsvinder helst i mængden. Om fredagen får vi ugen og skuldrene ned med Sancerre og i sommerferien - og om tirsdagen når vi er alene hjemme - lever vi.

Spærret inde bag en ulåst dør

Inde bag den pæne fernis bor jeg. Det strammer ingen steder og alligevel føler jeg mig spærret inde. Jeg længes. Men efter hvad? Og hvorfor? Er det ikke bare noget jeg bilder mig ind?

Jeg gjorde jo alt det de sagde var vigtigt. Jeg udrettede og rettede ind.

Her er rigelige af det meste og alligevel mangler der noget…

Nu gik det jo lige så godt.

Jeg opholder mig i en form for ‘ingenmandsland’; “både og og hverken eller”.

De usynlige kæder der holder mine albuer ind til kroppen, er blevet for tunge. Jeg trænger til at strække mig.

Som barn husker jeg at have færden af noget. Noget der lå på den anden side af hækken. Men det er så længe siden nu.

Holdte de voksne noget hemmeligt? Kendte de mon til landskabet på den anden side?

Jeg er vred - og jeg skælder ud.

Det skammer jeg mig over.

Et nyt landskab

Jeg spejder ud i intetheden, mit blik hæfter der hvor horisonten er uklar.

Hvad var dét? Er der nogen?

Var der ikke nogen der talte til mig? Stemmen virker bekendt og minder mig noget - måske én jeg engang kendte. Noget fra før jeg kaldte mig kvinde, før jeg blev til noget og meget før jeg blev til nogens.

Et landskab åbner sig. Har jeg ikke været her før?

Dér var den lille stemme igen. Hvor kommer den fra?

Jeg ved det ikke er mit barn - stemmen er anderledes.

Jeg lægger øret mod en et barket gammel træ.

Pludselig står der en lille pige foran mig og smiler.

“Det var du længe om” siger hun,

jeg ser på hende med forlegenhed.

“Kom med” siger hun, “vi skal denne vej”.

Jeg tøver. “jeg er bange” siger jeg.

“Det ved jeg godt” svarer hun.

“Men der er noget jeg skal vise dig”.